



Ungdom
Ungdomsårene kan være en svær periode fuld af udfordringer og valg. Ungdomsårene er for mange ikke lig med lykkelige udskejelser men er i stedet brolagt med vanskeligheder. Problematikker så som; uddannelsesmæssige beslutninger, seksualitet, forholdet til forældre, søskende og venner samt forholdet til sig selv.
Mange unge oplever også mere specifikke vanskeligheder i ungdomsårene så som; depression, angst, stress, fobi, spiseforstyrrelse, selvskade og et negativ billede af sig selv.
Når unge gennem lang tid oplever problematikker og vanskeligheder, bliver de ofte i tvivl om hvem de selv er. Og deres billede af dem selv får som en følge heraf en negativ karakter.
I terapien er jeg derfor interesseret i at undersøge, hvordan problematikkerne har fået så stor indflydelse på de unges liv og tanker. Men jeg er også interesseret i at undersøge de handlinger, som de unge har foretaget som et modsvar mod problematikkerne. Disse handlinger er ofte et udtryk for de unges evner, færdigheder, intentioner, håb og drømme. Når disse handlinger tillægges mening og værdi, tegner der sig som regel et andet billede af de unge, som er mindre problematisk og mindre negativt, end det de som udgangspunkt selv havde.
Det er således mit håb, at de unge får et mere nuanceret billede af dem selv, og at dette billede er mere brugbart.
Når jeg taler med unge aftaler vi ofte, at forældrene deltager i større eller mindre omfang.
Barndom
I barndommen kan børn på lige fod med alle andre opleve ting og omstændigheder, som kan være svære at forholde sig til. Det kan være en travl hverdag, skilsmisse, sygdom eller sorg. Det kan også være skolerelaterede problematikker så som mobning, indlæring, adfærdsvanskeligheder og venskaber osv.
Jeg taler kun med børn sammen med deres forældre, fordi jeg mener, at børn har brug for deres forældre og andre omsorgsfulde voksne, for at afhjælpe og løse deres vanskeligheder.
I terapi med børn er jeg ofte optaget af, hvilken indflydelse det individuelle problem har på såvel barn som på familien samt hvilke handlinger, de allerede har brugt for at håndtere det. Og jeg vil sammen med både barn og familie forsøge at udtænke andre strategier, som kan anvendes til at mindske problemets indflydelse og omfang yderligere.


Layout og webdesign: elsborg grafisk • www.elsborg.dk
